BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Brænder du for at yde god sygepleje til alvorligt syge patienter – samtidig med, at du er en del af et godt fagligt fællesskab, hvor vi løfter i flok og lærer af hinanden?
På afdeling for kræftbehandling har vi tid til at lytte til patienterne, pårørende og hinanden. Vi sætter en ære i at skabe den bedste løsning for vore indlagte patienter, hvad enten de behandles kurativt eller er i komplekse palliative forløb for deres kræftsygdom.
Overvejer du et specialeskifte eller du ny i faget, kan du lære nyt og videreudvikle dig hos os. Vi er et specialiseret onkologisk sengeafsnit med plads til 9 patienter med hoved/hals- og lungekræft. Patientforløbene er forskellige, alt efter om patienten modtager kemoterapi, immunterapi eller strålebehandling. Patienterne indlægges primært med bivirkninger til deres behandling.
Sygeplejeopgaverne består af bl.a. af:
- Behandling af infektion, kvalme og smerter mm.
- Koordinering af forløb internt og på tværs af sektorer
- Psykosocial støtte og eksistentiel omsorg
- Medicinsk kræftbehandling (kemoterapi, immunterapi og antistofbehandling)
- Lindring af symptomer fra sygdommen
- Ernæringsterapi
Hverdagen
”Her er der tid til at være den sygeplejerske, man er uddannet til at være – at være omsorgsfuld og lære patienterne at kende” (Nanna, sygeplejerske)
Afsnittet hedder 5043 og ligger på Rigshospitalet.
I dagvagt har du ansvaret for 1-3 patienter. Du varetager helhedsplejen omkring patienten, koordinerer dagen med tværfaglige samarbejdspartnere og har kontakten med pårørende.
Fire dage om ugen har vi sygepleje- eller tværfaglige konferencer med undervisning, erfaringsudveksling og refleksion over sygepleje og arbejdsgange. Hver anden onsdag har vi supervision med vores psykolog og hver fredag har vi trivselsmøde med fælles morgenmad.
Vi arbejder tæt sammen med Afdeling for Lindrende Behandling omkring vores patienter med palliative behov. Pr. 1. september 2023 har vi ansat en diætist, der skal varetage dele af den ernæringsrelaterede pleje. Derudover har vi et tæt samarbejde med vores søsterafsnit, der behandler patienter med gynækologisk kræft.
”Det er vigtigt at vores sygeplejersker oplever et speciale hvor udvikling, uddannelse og specialisering er i fokus, så selv på travle dage prioriteres administrativ tid og kurser højt. ” (Charlotte, oversygeplejerske)
Dine nye kollegaer
Vi kan tilbyde et godt kollegialt fællesskab, med højt humør og plads til forskellighed. På afsnittet er vi 12 sygeplejersker, en sygehjælper, en klinisk sygeplejespecialist samt en introduktionssygeplejerske. Den daglige ledelse varetages af en oversygeplejerske og en assisterende oversygeplejerske.
Personalet har forskellig erfaring og baggrund, er alle engagerede og interesserer sig for hinanden. Vi yder sygepleje på et højt fagligt niveau og vægter sparring og godt samarbejde højt. Vi arbejder i teams sammensat efter erfaring, kompetencer og uddannelse, hvilket betyder at alle har mulighed for at få sin viden og kompetencer i spil.
I vores sygepleje er det vigtigt for os at patienterne har højest mulig livskvalitet. Vores fokus ligger ikke på diagnosen, men på mennesket bagved. Vores fælles mål om at yde den bedste pleje til patienterne skaber et trygt og støttende arbejdsmiljø, hvor vi stoler på og styrker hinanden. Patienterne siger ofte, at de kan mærke, at vi sygeplejersker har det godt sammen.
Vi ønsker os en kollega:
- Der prioriterer faglig kvalitet
- Ønsker at udvikle og dygtiggøre sig
- Der går op i at patienten har højest mulig livskvalitet
- Der har gode samarbejdsevner og lyst til at engagere sig i afdelingen
- Der er videlysten og stiller spørgsmål når du undrer dig
- Der ønsker at bidrage til en munter arbejdskultur
”Det er et trygt sted at være ny, især med introduktionssygeplejersken der følger en det første år, og så er der tid til at komme rundt om hele patienten” (Laura, sygeplejerske)
Vi har stort fokus på at du som nyansat får en grundig introduktion til afdeling og speciale, kommer godt fra start og hurtigt føler dig som en del af afdelingen.
Vi tilbyder et introduktionsforløb, der er individuelt tilrettelagt efter dine kompetencer. Du tilknyttes en kontaktsygeplejerske, som følger dig de første 6 uger i afdelingen. Hun vil introducere dig til specialet, døgnrytmen, patientplejen og arbejdsgange ift. dokumentation, medicinadministration mm. Du bliver tilbudt supervision med vores psykolog omhandlende det at være ny i afdelingen og du inviteres på walk-and-talk med din oversygeplejerske.
Det første år, vil vores introduktionssygeplejerske følge din udvikling via vejledning og refleksion. Basiskursus i kræftbehandling og kursus i medicinsk kræftbehandling er en obligatorisk del af første års ansættelse, hvorfor det er nødvendigt at du er klar til at udfordre dig selv og lære noget nyt.
Praktisk
Vi søger en kollega til 32-37 timer om ugen i skiftende vagter, med 8 timers vagter hver 4. weekend.
Vi bruger ønskeplan, så du har stor indflydelse på egen arbejdstid.
Stillingen ønskes besat pr. 1 oktober 2023 eller efter aftale.
Ansøgningsfrist: mandag d. 14 august 2023. Samtaler forventes afholdt i uge 33-34.
Er du interesseret i en rundvisning på afdelingen, eller har du spørgsmål til stillingen er du meget velkommen til at ringe til assisterende oversygeplejerske Petrea Stege Thøgersen på tlf. nr. 35452805 eller oversygeplejerske Charlotte Phanareth på tlf. nr. 35451120.
Vil du hellere tale med en sygeplejerske fra afdelingen kan du sende en mail til Nanna Sørensen og aftale nærmere: nanna.solveig.soerensen@regionh.dk
Du kan se mere på vores Instagram @afdelingforkraeftbehandling, som vi deler med de andre afdelinger for kræftbehandling på Rigshospitalet.
Vi ser frem til at høre fra dig.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
København Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 14-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=342&ProjectId=250677&DepartmentId=21931&MediaId=4710&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5877943