Skolen ved Dybbølsbro indviet med festlig fejring i Kødbyen.
Fredag den 25. april blev Skolen ved Dybbølsbro officielt indviet med en festlig fejring i Kødbyen. Overborgmester Lars Weiss og børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager deltog sammen med elever, forældre, medarbejdere og byggeriets mange aktører. Den røde løber var rullet ud, og skolens nye idrætssal summede af liv, mens glade elever, stolte forældre og engagerede medarbejdere fejrede indvielsen med fællessang, store smil og taler.
Skoleleder René Ørum erklærede skolen officielt åben og markerede dermed starten på en ny æra for både elever og lærere, der tidligere holdt til på Gasværksvejens Skole. Eleverne viste stolt deres familier rundt i de nye faciliteter, som inkluderer rutsjebane, trampoliner og kreative læringsrum, der gør skoledagen både sjovere og mere inspirerende.
Skolen ved Dybbølsbro er et eksempel på, hvordan bæredygtighed og funktionalitet kan gå hånd i hånd. Over 500 taburetter og 200 elevborde er blevet upcyclede og genbrugt for at mindske CO₂-aftrykket og fremme cirkulær økonomi. Skolen er skabt til mere end blot undervisning; efter skoletid åbnes faciliteterne for Vesterbros borgere og foreningsliv, som får adgang til idrætshal, faglokaler og udearealer.
Indvielsen markerede ikke bare åbningen af et skolebyggeri, men også en investering i fællesskab, bæredygtighed og fremtidens børneliv. For mere information kan Børne- og Ungdomsforvaltningens pressetelefon kontaktes på 29 45 40 73 eller via e-mail på presse@buf.kk.dk. For kontakt til overborgmester Lars Weiss eller spørgsmål til Byggeri København kan Økonomiforvaltningen kontaktes på 21 25 15 24 eller via e-mail på presse.okf@kk.dk.
https://www.kk.dk/nyheder/skolen-ved-dybboelsbro-blev-indviet-med-fest-og-faellesskab