Klinik for Lunge og Hoved/halskræft i Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet søger ambulatoriesygeplejerske til spændende speciale

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Godt arbejdsmiljø, høj faglighed og patientcentreret sygepleje til kræftpatienter – vil du være vores nye kollega?

Vi søger en sygeplejerske til fast stilling i vores ambulatorie for lunge og hoved/halskræft med start 1. oktober 2023 eller efter aftale.

I Afdeling for kræftbehandling, klinik 4252, brænder vi for at skabe gode patientforløb for vores patienter med lunge og hoved/hals kræft. Klinikken er et ambulatorium med åbningstid fra kl.8.00-15.30 mandag-fredag.

Hvem er vi?

Vi er et stort og velfungerende ambulatorie med en erfaren personalegruppe på 25 sygeplejersker. Vi er bredt repræsenteret i aldersgruppe og anciennitet. Vi arbejder godt sammen indbyrdes og med vores læger, sekretærer, diætister og servicemedarbejder. Vi er godt normeret og vi har tid til at udøve patientcentreret sygepleje. Vi har et vedvarende fokus på at fastholde et godt og fleksibelt arbejdsmiljø, hvor opgaver passer til fremmøde, og hvor vi hjælper hinanden. Der skal være plads til forskellighed og forskellige behov, og det er vigtigt at privatlivet hænger sammen med arbejdslivet. Og så er vi glade for sociale arrangementer og fest!

Vores speciale:

Vi er specialiseret i behandling af patienter med lungekræft, lungehindekræft, hoved/halskræft og neuroendokrine tumorer. Vi møder patienterne i forskellige faser af deres kræftforløb. Patienter, der er ny diagnosticerede, patienter i behandlingsforløb, patienter i kontrolforløb og patienter vi afslutter til palliation. Nogle patienter tilbydes helbredende behandling og andre tilbydes livsforlængende behandling. Vi har patientforløb der kan vare fra få måneder til flere år. Vi behandler patienter med kemoterapi, immunterapi, targeteret behandling og stråleterapi.

I vores sygepleje er det vigtigt for os at:

  • patienterne har højest mulig livskvalitet.
  • støtte og yde eksistentiel omsorg.
  • have en imødekommende dialog med patienter og pårørende.
  • skabe overblik og tryghed fra start til slut i kræftforløbet.
  • etablere sideløbende rehabiliteringsforløb og tidlig palliativ indsats.
  • der er kontinuitet i behandlingsforløbet med plejeansvarlig sygeplejerske og behandlingsansvarlig læge, til glæde for alle.
  • være faglig stolte af vores sygepleje, og at der er mulighed for udvikling af egen sygepleje og kompetencer.
Din nye hverdag hos os:

Vi møder kl. 08.00 og forbereder os på dagens opgaver. Kl. 8.20 og igen kl.12.30 samles vi for at sikre at alle opgaver er fordelt, og alle kan nå deres opgaver. I fordelingen af opgaver prioriterer vi at se vores ”egne” patienter. Flere dage om ugen har vi sygepleje -eller tværfaglige konferencer med undervisning, drøftelse og reflektion over sygepleje og arbejdsgange, samt supervision ved psykolog.

Onsdag spiser vi boller, og hver fredag har vi trivselsmøde og morgenmad.

Dagens patienter kommer fra kl. 09.00, og dine opgaver omkring dine patienter kan være at:

  • modtage en ny patient, der skal starte medicinsk kræftbehandling eller stråleterapi, hvor du har samtale med -og informerer patient og pårørende om behandlingsforløbet.
  • give patienter medicinsk kræftbehandling og identificerer sygeplejebehov i forhold til patientens bivirkninger og symptomer, samt compliance omkring medicinhåndtering.
  • planlægge patientens forløb med booking af tider til behandling og kommunikation med hjemmepleje o.a.
  • vurdere patientens behov for fysisk, såvel som psykisk støtte og henviser til fx socialrådgiver, diætist, hjemmesygeplejerske, rehabilitering og palliation.
  • modtage og vurdere akutte patienter med symptomer fra sygdom og bivirkninger fra behandlingen
Introduktion og videreudvikling:

Vi ønsker, du kommer godt fra start og dit introduktionsprogram bliver derfor tilpasset din erfaring og kompetencer. De første 6 uger er du ude af normeringen og går sammen med din kontaktsygeplejerske. Oplæringen fortsætter løbende, selvom du begynder at arbejde selvstændigt. I løbet af det første år kommer du på ”Basiskursus i kræftsygepleje” samt kursus i ”Medicinsk kræftbehandling”, som typisk forløber over 6-8 uger.

Din videreudvikling kunne være at blive oplært som koordinerende sygeplejerske, at deltage aktivt i håndtering af klinikkens protokoller, være ressourceperson for dine kollegaer på et område, deltage i Masterclass i kræftsygepleje for erfarende sygeplejersker eller at få specialuddannelsen i Kræftsygepleje. Der er også mulighed for på sigt at deltage i kurser/uddannelse indenfor emner, som vi sammen finder værdifulde for dig og for afdelingen.

Vi søger en sygeplejerske der har:

  • lyst til at arbejde med kræftpatienter og deres pårørende.
  • lyst til at arbejde med både den rehabiliterende, palliative og eksistentielle, såvel som den instrumentelle, kordinerende og administrative del af sygeplejen
  • engagement og interessere i at udvikle sig
  • rummelighed og ser forskellighed som en fordel
  • lyst til at bidrage til et godt arbejdsmiljø
Praktisk:

Vi søger en kollega, som udgangspunkt på 37 timer, dog mulighed for individuel aftale om andet timeantal. Derudover indgår du i vagtarbejdet i weekender og på helligdage svarende til to vagter hver 6. uge. Du får naturligvis indflydelse på, hvornår vagterne ligger.

Stillingen ønskes besat pr. 1 oktober 2023 eller efter aftale.
Ansøgningsfrist: fredag d. 18. august 2023. Samtaler forventes afholdt i uge 34.

Løn- og ansættelsesvilkår følger overenskomst for ikke-ledende personale på Sundhedskartellets område mellem Sundhedskartellets parter, herunder Dansk Sygeplejeråd og Regionernes Løn- og Takstnævn.

Er du interesseret i en rundvisning på afdelingen, eller har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at ringe til oversygeplejerske Marie Louise Aller på tlf. nr. 35 45 86 43.

Vil du hellere tale med en sygeplejerske fra afdelingen, kan du sende en mail til Louise Lykke og aftale nærmere: louise.lykke.moeller.ingemann@regionh.dk

Du kan se mere på vores Instagram @afdelingforkraeftbehandling, som vi deler med de andre afdelinger i Afdeling for Kræftbehandling.

Vi ser frem til at høre fra dig.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

København Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 18-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=342&ProjectId=250759&DepartmentId=21931&MediaId=4710&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5880261

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet