Get2sport håndboldskolerne arbejder for at skabe stærke fællesskaber gennem idræt og bringe det danske foreningsliv ud til børn i udsatte boligområder.
IF Stadion åbner for tredje gang dørene for børn i udsatte boligområder. De inviterer nemlig igen i år til Get2sport håndboldskole. Foreningen har været med fra starten og har siden kunnet se positive resultater.
”Efter sidste års håndboldskole har vi i IF Stadion oplevet, hvordan det er blevet et fast samlingspunkt for både vores børne- og ungdomsafdeling. Initiativet har gjort det muligt for os at integrere flere lokale børn og unge i vores håndboldfællesskab og give dem en sjov og meningsfuld weekend,” fortæller foreningskonsulent i foreningen, Ida Holme Dam.
Og derfor var der ingen tvivl om, at foreningen igen i år skulle samle børnene i håndboldens og fællesskabets ånd. Håndboldskolen har betydet meget for
foreningen, og det er ifølge Ida Holme Dam en fantastisk mulighed for at skabe positive foreningsoplevelser for børnene.
”Get2sport håndboldskolen er afgørende for vores mission om at inkludere flere børn og unge i sporten. Den giver dem et trygt frirum, hvor de kan udvikle sig både personligt og socialt, samtidig med at de oplever glæden ved sport. Håndboldskolen involverer også vores egne unge medlemmer som positive rollemodeller,” afslutter foreningskonsulenten.
Et idrætsfællesskab med plads til alle
Børnene inviteres igen i hallen, hvor de mødes til leg, nye venskaber og fællesskab, når dette års Get2sport løber af stablen i håndboldens tegn. Og det glæder formand for initiativet, Kristina Lind Thrane:
”Med Get2sport håndboldskolerne er vi med til at vise, at foreningslivet kan så meget mere. Her udlignes sociale forskelle, og børn og unge får motion og venner samtidig med, at de lærer om de danske foreningstraditioner,” siger Kristina Lind Thrane.
Get2sport er et initiativ under Danmarks Idrætsforbund, der siden 2005 har haft til formål at øge inklusionen af børn og unge fra udsatte boligområder i det danske foreningsliv. Og for tre år siden blev Get2sport håndboldskolerne en del af initiativet i samarbejde med DanskHåndbold.
Og igen i år er opbakningen vokset, da vi skal byde velkommen til endnu en forening. Det er en udvikling, som formanden er begejstret for:
”Vi er rigtig glade for, at vi kan fortsætte med initiativet, og at vi igen i år kan udvide. Nu glæder vi os bare til at skyde det i gang igen,” afslutter hun.
Besøg
Der vil være flere repræsentanter fra DanskHåndbold forbi håndboldskolen. Heriblandt DanskHåndbolds nye administrerende direktør, Heino Knudsen, som svinger forbi om lørdagen klokken 12:30.
Udover IF Stadion afholdes der get2sport håndboldskole hos Kvaglund i Esbjerg, OH77 i Odense, Ishøj Håndbold Klub og i AG Håndbold i Albertslund.
Håndboldskolen løber af stablen fra den 27. til den 29. september.