Get2sport håndboldskoler skal være med til at styrke idrætsfællesskaberne i udsatte boligområder og arbejde aktivt for, at alle børn og unge møder det danske foreningsliv.
Af Nick Kolbech Hansen
Succesen var ikke til at tage fejl af. Derfor holder IF Stadion for andet år i træk get2sport håndboldskole, fortæller Ida Holme Dam, der er foreningskonsulent i IF Stadion:
- For vores forening, medlemmer og lokalområdet har håndboldskolen en kæmpe betydning. Håndboldskolen både samler vores børn og unge, og giver dem mulighed for at opleve en hel weekend med håndbold, sjov, udvikling og fællesskab. Derfor er vi også helt vildt glade for at kunne tilbyde get2sport håndboldskole igen i år.
IF Stadion var blot én ud af to foreninger, som sidste år afholdt get2sport håndboldskole for første gang nogensinde. Og med stor succes. Over 70 procent af de nye ansigter, som var med på get2sport håndboldskolen, blev nemlig i IF Stadion efterfølgende.
- Vi håber at kunne blive ved med at tiltrække børn og unge, som ikke i forvejen er medlem af vores forening. Og så håber vi selvfølgelig også på at få lige så stor opbakning til håndboldskolen fra vores nuværende medlemmer, så det kan blive et årligt arrangement, vores medlemmer kan se frem til.
Idræt for alle børn og unge
Siden 2005 har Danmarks Idrætsforbund (DIF) arbejdet med tiltaget DIF get2sport for at øge inklusionen af udsatte børn og unge i det organiserede idrætsforeningsliv. Derfor glæder de sig også over, at IF Stadion igen er med til at afholde get2sport håndboldskole:
- IF Stadion er med til at vise, at foreningslivet kan så meget mere. Her udlignes sociale forskelle, og børn og unge får motion og venner samtidig med, at de lærer om de danske foreningstraditioner, fortæller Kristina Lind Thrane, der er projektleder på get2sport.
Formålet med DIF get2sport er at støtte og styrke idrætsforeningernes frivillige kræfter til at kunne håndtere, når der kommer medlemmer med særlige udfordringer. F.eks. samarbejder DIF get2sport med landets kommuner om ressourcepersoner, der kan aflaste frivillige kræfter, så de frivillige kan koncentrere sig om træningen og om at skabe sociale fællesskaber.
Udover i IF Stadion i Brønshøj-Husum afholdes der også get2sport håndboldskole hos Kvaglund IF i Esbjerg, Bolbro GIF nær Odense samt hos Ishøj Håndbold Klub.
Besøg
For at bakke op om get2sport håndboldskolen hos IF Stadion lægger formand i DanskHåndbold, Morten Stig Christensen, vejen forbi lørdag den 30. september kl. 11.30.
Get2sport håndboldskolen foregår fra den 29. september – 1. oktober 2023.