BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du lyst til at stå i spidsen for et fagligt stærkt team, der samarbejder om at bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering? Vil du præge retningen for vores tilsynsindsats og kan du motivere og inspirere vores dygtige tilsynsmedarbejdere? Kan du bevare det store overblik og samtidig have fokus på detaljen? Så har vi et meningsfuldt job til dig.
Bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering står stadig højt på den politiske dagsorden, og indsatsen er en vigtig samfundsopgave for både myndigheder og private aktører. Erhvervsstyrelsen er en vigtig spiller i kampen mod hvidvask og vi arbejder for, at bl.a. revisorer, ejendomsmæglere, skatterådgivere, bogholdere, kontorhoteller, selskabsoprettere og kunsthandlere kender og efterlever deres forpligtelser.
Lige nu søger vi en faglig teamleder, da vores dygtige teamleder har søgt nye udfordringer efter mere end 6 år i Styrelsen.
Lidt om os og hvorfor du skal søge stillingen
Som teamleder i hvidvasktilsynet vil du blive det faglige fyrtårn for 17 dygtige og engagerende kolleger, som arbejder sammen om at forebygge og bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering.
Vores opgaver spænder vidt og omfatter bl.a. de konkrete tilsynssager, vejledning og formidling over politisk betjening og lovarbejde til tværgående samarbejde såvel internt som med andre myndigheder, organisationer og øvrige interessenter, ligesom det omfatter europæisk og internationalt arbejde.
Du vil få en central rolle i teamet og skal navnlig sikre teamets faglige fokus og løbende udvikling. Du skal både have det overordnede, strategiske overblik og kunne dykke ned i de juridiske detaljer i den faglige sparring med kollegerne.
Dit fokus vil bl.a. være på udvikling af vores tilsynsindsats, herunder den risikobaserede tilgang samt planlægning og gennemførelse af de konkrete tilsynssager.
Vi har fokus på relationer som grobund for gode resultater, og derfor er et godt socialt miljø vigtigt for os. Du vil blive en del af et team med dygtige, nysgerrige og top engagerede kolleger, som tager selvstændigt ansvar for den fælles dagsorden og investerer god energi i team-fællesskabet.
Vores ønsker til en ny teamleder:
- Du er en skarp jurist (cand.jur., cand.merc.jur. eller tilsvarende), der er vant til at håndtere komplekse, juridiske problemstillinger og hurtigt danne dig et overblik. Kendskab til hvidvaskområdet er en klar fordel.
- Du er struktureret, god til at bevare overblikket og det gode humør, og du kan inspirere og motivere dine dygtige kolleger i en travl hverdag. Det er vigtigt, at du har stærke, skriftlige formidlingsevner, så du sikrer høj kvalitet i teamets leverancer.
- Du er åben og imødekommende og kan kommunikere klart med virksomheder og brancherepræsentanter. Erfaring med vejledning og formidling – også gerne i form af undervisning - vil være en fordel.
- Og når tingene spidser til, skal du være klar til at løse teamets opgaver på lige fod med dine kolleger.
Erhvervsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet og har omkring 1200 medarbejdere, som arbejder på fem forskellige lokationer i landet – Langelinie, Midtermolen og Dampfærgevej i København, Slotsgade i Nykøbing Falster og Ferskvandscenteret i Silkeborg. Denne stilling er placeret på Langelinie.
Erhvervsstyrelsen er en ambitiøs og moderne myndighed. Vi lægger vægt på at skabe resultater af høj kvalitet, og vi er ikke bange for at gå nye veje for at finde løsninger. Derfor arbejder vi bl.a. med nye teknologier, digitale løsninger og data til at effektivisere vores drift og skabe værdi for virksomhederne. Vi lærer gerne af andre, og vi arbejder altid i partnerskab med andre myndigheder, organisationer og virksomheder.
Du kan læse mere om Erhvervsstyrelsen på www.erst.dk.
Om ansættelsen
Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC med mulighed for forhandling af tillæg. Der er tale om en fast fuldtidsstilling og tiltrædelse vil være hurtigst muligt.
Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte kontorchef Christine Holst Maxner på telefon + 45 35 29 16 28. Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan fås ved henvendelse til HR-rekrutteringspartner Cathrine Lund-Jensen på telefon +45 91 33 70 38 (før den 17. august) eller Diana O. Jørgensen på telefon +45 91 33 71 39 (efter den 17. august).
Interesseret?
Lyder stillingen som noget for dig? Så send din ansøgning via "Søg stilling"-knappen i annoncen eller via ansøgningsmodulet på www.erhvervsstyrelsen.dk/jobs. Din ansøgning med CV og eksamenspapirer skal være modtaget senest 30. august 2023.
Vi planlægger at holde samtaler i uge 36 og 38. Vi anvender test i forbindelse med ansættelsen.
I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
København Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Erhvervsstyrelsen, Langelinie Allé 17, 2100 København Ø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 30-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=171333&DepartmentId=6205&MediaId=338&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5887949