Cyberanalytiker - vil du afdække hackergrupper og deres modus?

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Brænder du for at afdække APT-gruppers metoder og tilknytning, og vil du bruge dine evner og interesse til at sikre mod truslen fra hackerangreb? Så søger FE’s cyberanalyse-afdeling lige nu et antal analytikere, der besidder en kombination af interesse for cyberanalyse, teknisk flair, analytisk stringens og kreativitet. Har du herudover relevante sprogkompetencer, er dette kun en fordel. Vi søger både kandidater med erfaring på området og talenter, der har interesse for området og forudsætningerne for at blive dygtige.

Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Du skal være med til at opdage og afdække udenlandske efterretningstjenesters cyberaktiviteter. Opgaven stiller store krav til analytisk kreativitet, nysgerrighed og lyst til at lede efter en dygtig modstander på tværs af FE’s indhentning. Det betyder, at du i stillingen som cyberanalytiker bl.a. skal:
• Afdække statsstøttede hackergrupper og deres arbejde.
• Finde og analysere teknisk og kompleks information, herunder netværkstrafik.
• Forstå og formidle truslen til FE’s nationale kunder og internationale samarbejdspartnere.
• Støtte og samarbejde med andre dele af FE’s organisation for kontinuerligt at optimere vores indhentnings- og vidensgrundlag.
• Validere oplysninger på tværs af kilder.

Du kommer til at indgå i et team med et stærkt fagligt miljø, hvor du vil få mulighed for at sætte dit præg på egne opgaver. Vi har en uformel omgangstone og giver plads til, at du kan bringe dine faglige kompetencer i spil. Som integreret del af dit arbejde vil du ofte skulle opsøge faglig sparring og koordinere arbejdsopgaver på tværs af tjenesten – i tæt samarbejde med dine nærmeste kollegaer.

Det er en fordel – men ikke et krav - at kende til området og opgaven fra f.eks. en IT-sikkerhedsorganisation, en konsulentvirksomhed med speciale i cyberforhold, fra centraladministrationen eller fra relevant efterretningsarbejde.

Det er vigtigt, at du som person er nysgerrig og motiveret til at gå nye veje for at løse opgaven, samt at du selvstændigt er i stand til at opsøge og løse opgaver, uden at de altid er fast definerede. Endvidere er både tålmodighed og vedholdenhed nødvendige for at få succes i efterretningsarbejdet.


Du vil sammen med dine kollegaer i sektionen have ansvar for at bevare vores særlige holdånd.

Din baggrund
Det er som udgangspunkt et krav, at du har en uddannelse på kandidatniveau eller tilsvarende. Besidder du det rette mix af dokumenterede kompetencer, f.eks. en diplomuddannelse med et godt teknisk fundament, hører vi også gerne fra dig.

Selve uddannelsesretningen kan spænde bredt, idet man kan blive en god cyberanalytiker, hvad enten ens formelle uddannelse er inden for datalogi, ingeniør, undersøgende journalistik, historie, et samfundsvidenskabeligt eller et andet lignende fag. Det vigtigste er en god analytisk evne, sprogkundskaber samt en oprigtig interesse for teknologi og cyber.

For at kunne forstå og formidle truslerne skal du være analytisk skarp og have gode formidlingsevner – både på skrift og i tale og på dansk og engelsk.

For at du kan lykkes i stillingen, søger vi en kandidat, der går på arbejde med en konstruktiv og løsningsorienteret tilgang. Det er også en fordel for dit arbejde og din opgaveforståelse, at du er nysgerrig i forhold til den sammenhæng, du indgår i.

Det er en fordel, at du har kendskab til et eller flere af følgende områder:
• Netværksanalyse, f.eks. med Wireshark eller Snort.
• Cyber threat intel.
• TCP/IP-kommunikation, internetprotokoller.
• APT-gruppers tactics, techniques and procedures (TTPs).
• Kodning og arbejde med data i Python, SQL eller lignende.
• Sprogfærdigheder inden for russisk eller kinesisk.
• Research og analyse.
• Mundtlig og skriftlig formidling.



Én stilling – mange profiler



En cyberanalytiker i FE er sjældent fuldt færdiguddannet til stillingen fra dag et. I stedet har kandidaterne et fornuftigt fundament og frem for alt et stærkt drive for opgaven. Vejen dertil kan være meget forskelligartet, og kompetencerne kan være opnået fra uddannelse, erhvervserfaring eller i fritiden. Følgende er eksempler på profiler, der har passet godt til stillingen:



Eksempel 1: Du er for nylig blevet færdig med at læse datalogi. Sideløbende med uddannelsen har du haft job som udvikler i en virksomhed, men har savnet, at din indsats var en del af et større formål. Du har altid været interesseret i netværkssikkerhed. Du har taget nogle kurser i netværksprotokoller, måske online, og du har siddet og leget med programmer som Wireshark derhjemme. Nyheder om cyberangreb har gennem de seneste år gjort dig nysgerrig efter, hvem der egentlig står bag. Du har opdaget, at man kan finde meget information i kommercielle threat intel-rapporter, og du er nu blevet interesseret i at gøre en spirende interesse til et fuldtidsarbejde.



Eksempel 2: Du har altid været god til computere, men kun haft det som hobby. I gymnasiet var du vild med naturfag, men endte måske med at læse samfundsfag, journalistik eller humaniora. Under studiet fokuserede du bl.a. på forsvars- og sikkerhedspolitik og tog i den forbindelse også kurser i cybersikkerhed. Du blev tændt af området, men savnede dog noget mere hands-on erfaring. Siden du blev færdig med din uddannelse, har du arbejdet inden for dit uddannelsesfelt i et par år. Du har dog længe gerne villet gå over og arbejde med cyber, og du er derfor begyndt at følge med i området på nettet, bl.a. gennem threat intel-rapporter. Du har taget kurser i netværksprotokoller og også prøvet nogle ting af derhjemme.




Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.

Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden. Det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.

Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister, og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.

FE’s Center for Cybersikkerhed udgør Danmarks nationale forsvar mod cybertrusler, og vi arbejder for et sikkert digitalt Danmark. Vi er med til at opdage og håndtere, når danske interesser udsættes for cyberangreb, og vi samler, opbygger og deler den viden, som kan forebygge det næste angreb.

Den ansættende sektion har ansvaret for at analysere de informationer, som FE indhenter om statsstøttede trusselsaktører på cyberområdet.

Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.

Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.

Sådan søger du stillingen
Vi behandler ansøgninger og ansættelser løbende, og seneste frist for ansøgning er den 1. september 2023. Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget. Du bedes også vedhæfte relevante eksamensbeviser, især hvis det er mindre end fem år siden, at du har afsluttet en uddannelse.

I din ansøgning bedes du kort beskrive en relevant APT-gruppe efter eget valg, herunder begrunde dit valg.

Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på fe-5572@fe-ddis.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.

Du kan også læse mere på http://fe-ddis.dk/, hvor du blandt andet finder vores ”Beretning” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.

Af sikkerhedshensyn opfordrer vi til, at du i videst muligt omfang begrænser, hvem du fortæller om din ansøgning.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

København Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Forsvarets Efterretningstjeneste, Kastellet 30, 2100 København Ø

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 01-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=171004&DepartmentId=8076&MediaId=338&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5879711

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet