En dansk statsborger er blevet udleveret fra Kosovo og fremstilles i grundlovsforhør sigtet for flere drab og drabsforsøg i bandemiljøet.
Den 27-årige har i flere år været internationalt efterlyst og blev i slutningen af marts i år anholdt i Kosovo. Mandag blev han udleveret til Danmark efter tæt samarbejde mellem myndighederne i Kosovo og National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), Midt- og Vestsjællands Politi samt Københavns Politi.
Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg, retssal 1, klokken cirka 9.30.
Han er sigtet for drab i en sag fra april 2020, hvor en 22-årig mand blev skudt og dræbt på Åfløjen i Brønshøj, samt for et drabsforsøg på Gadelandet i Brønshøj nogle dage forinden. Syv personer er allerede idømt langvarige fængselsstraffe i sagerne.
Derudover er han sigtet for to drab og et drabsforsøg – ligeledes sammen med en række medgerningsmænd – der fandt sted i Kalundborg i november 2020. Her mistede to mænd på hhv. 21 og 24 år livet, mens en tredje mand blev hårdt såret af skud.
Seks personer er tidligere blevet idømt livstid for deres roller i sagen fra Kalundborg, mens yderligere to personer blev dømt i byretten, men frifundet i landsretten.
”Udleveringen finder sted på baggrund af godt internationalt samarbejde mellem myndighederne i Kosovo og Danmark, og sagen viser, at dansk politi vil gå langt for at få fat i mistænkte bag grov kriminalitet – også selv om de flygter til udlandet,” siger vicepolitiinspektør Knud Hvass.
Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre under dagens grundlovsforhør.